Dansborg

Fregaten »Dansborg« af København - Strandet den 15-16 feb. 1714

i Horns-Vennebjerg Herreders Tingbog og i Skagens Tingbog for 1714 er der fundet en del om denne Stranding, og paa Grundlag af disse Kilder kan der berettes følgende:
Fregatten "Dansborg" af København strandede paa Skødelund Strand i Raabjerg Sogn Natten mellem 15.-16. Februar 1714, og Skibet skiltes hurtigt ad, hvorved de ombordværende druknede paa 2 Matroser nær, og Ladningen drev derefter delvis i Land langs Kysten øst paa.
Da Strandingen foregik saa nær Skagen, og da Godset for en stor Del drev ind paa Skagens Strand, var det naturligt nok, at denne Bys Tolder og Byfoged tog sig af Bjergningen, men man synes ikke at have haft nogen Hast med at underrette Horns Herreds Øvrighed, Herredsfoged Paulin i Hjørring, eller Overøvrigheden, Amtmand Arnoldus Dyssel paa Sejlstrup, thi først 20. Februar om Aftenen fik Dyssel Brev fra Tolderen, Christoffer Ferslev, i Skagen om, at "Dansborg" var forulykket paa Raabjerg Strand, og han gav saa straks Herredsfoged Paulin og Herredsskriver West Jensen Ordre til at møde i Skagen den følgende Dag, for at de og Amtmand i Forening kunde se paa Forholdene, afholde Strandingsforhør og lade foretage Eftersyn der i Egnen angaaende, om nogen ulovlig havde taget af det ilanddrevne Gods [Horns-Vennebjerg H. Tingbog. 21. og 26. Februar., 23-26. Marts 1714.], thi - som det fremgaar af Tingbøgerne - var Tyverier ved slige Lejligheder meget hyppige [Jvf. Jydske Saml. I. V ¦322.].
Den 21 . Februar blev der da holdt Gæsteret i Skagen, hvor de to eneste reddede Skibbrudne, Matroserne Christen Nielsen Core og Poul Augustinussen, begge af København, afgav følgende Søforklaring: Fregatten "Dansborg" der tilhørte det ostindiske Kompagni, og som var befragtet dels af dette, men hovedsagelig af "de Arminianers", afgik 10. Februar fra Sundet med en Besætning af 58 Mand samt 2 Personer af Arminianer-Firmaet og deres Tjener. Skibet var ladet for Ostindien med spraglede Klædevarer, Jern, Galanterivarer (Spejle, Knive, Kurveflasker, Klingklang m.v.), som brugtes i Tuskhandel med de Indfødte, samt nogle Kister med Penge. Man havde god Vind, til man naaede mellem Hetland og Lindesnæs paa den norske Kyst; da blæste det op med en Storm af Sydvest, og d. 13., da "Dansborg" laa 4-5 Mil sydvest af Lindesnæs, fik den Kl. 6 om Eftermiddagen en Styrtesø over, som slog Rorpinden i Stykker, og inden man kunde faa en ny lavet, løftede en Sø Roret, saa Hagen gik i Stykker, og de maatte saa kappe Styregrejerne, for at Roret ikke skulde slaa Hul paa Skibet. De drev derefter Natten over hjælpeløse omkring; den følgende morgen forsøgte de at lave et Nødror ved Hjælp af Kabeltov og Fjæl, for derved at naa ind til en norsk Havn, men skent de satte alle Forsejlene, kunde man ikke bringe Skibet til at falde "for de wind"; det løb op i Vinden, saa snart det begyndte at skyde Fart. De lod saa atter Sejlene falde saa nærsom Storsejl, Fok og Mesan, og efterhaanden drev Skibet ned mod den jydske Kyst. Kl. 4 om Eftermiddagen d. 15. Februar kaldte Chefen officererne sammen til Skibsraad i Kahytten; Matroserne vidste ikke, hvad der blev bestemt, men Ankertovet blev derefter gjort klart, og der blev taget Lodskud, som første Gang viste 26 Favne, derefter om Aftenen 17 Favne og Kl. 8 Aften 15 Favne.
Saa blev Folkene purrede op for at beslaa Sejlene, saa man kunde lade Ankeret gaa, og medens dette stod paa toges Lodskud, der kun viste 7 Favne Vand.

Endnu inden Loddet var oppe igen, lod man Ankeret falde, men inden det fik fat, stødte Skibet paa yderste Revle, og man lod da Ankeret løbe ud, for at Skibet kunde drive længere ind mod Kysten. Kl. var da 10 om Aftenen, og da "Dansborg" stødte anden Gang, kom der Hul paa det, hvorefter det sank. Søen brød over det, og da Vraget havde hugget et Par Gange, skiltes det ad, idet Overdelen løsnedes fra Underdelen; 17 Mand kom i Drift paa en Vragflage, men inden de naaede Land, blev de bortskyllede paa de to reddede Matroser nær samt Matrosen Henrik Christian, som slæbte under Vraget, men som var saa medtaget, da han blev draget frem, at kan ikke kunde tale og senere døde.

Vragstykker fra Skibet samt Dele af Ladningen drev derefter i Land paa en Strækning af 2½ Mil, og da Stranden her var Alfarvej, lod Tolderen i Skagen, Christoffer Ferslev, og Strandforpagteren, Lars Pedersen Skive, det ilanddrevne opføre til Skagen, Højen og Strandfogderne i Raabjerg, for at det ikke skulde skylles ud igen eller blive stjaalet, og i alt opkørtes der 64 Pakker, 70 Foust. Øl, 16 Foust. Vin, 6 Fade saltet Flæsk, 2 Tdr. Beg, 3 Skibskister, 1 Fad Eddike, 12 store Vandfade og 14 tomme Tønder.

I Dagene fra 21. til 25. Februar blev der efter Amtmandens Ordre foretaget Undersøgelser i Skagen og Omegn af Øvrigheden i Skagen og Horns Herred med tiltagne Mænd og Amtmandens Tjener angaaende strandet Gods, men der blev intet fundet andre Steder end hos Søren Sørensens Enke i Starholm, hvor der fandtes 2 Stykker Klæde, som hun berettede, at en af Asdals Folk havde lagt derind, og som nu forsynedes med Rettens Segl og bragtes til Raabjerg Præstegaard, hvor der ogsaa var Oplag af det strandede Gods. Nogle Stykker Klæde var tidligere ført til Asdal, da de var inddrevne paa Grev Rantzaus Strand, der gik til Skiveren mellem Tversted og Raabjerg Sogn. 27. Februar 1714 holdtes der efter Amtmandens Befaling Forhør i Skagen i hans Logement hos Borgmester Fedder Hansen Høyers Enke, Madam Helvig Christensdatter, over de Folk, der havde holdt Vagt paa Stranden over det ilanddrevne Gods fra "Dansborg", og nærværende under Forhøret var Byfoged Herman Mercher og Byskriver Peder Poulsen Plant samt 4 Skagens Borgere [Skagens Tingbog 27/2 1714.]. Paa Amtmandens Tilspørgsel erklærede Tolder Christoffer Ferslev og Strandforpagter Laurs Pedersen Skive, at saa snart de fik Kundskab om Strandingen, begav de sig til Stranden, hvor de i Henhold til Strandingsforordningen af 21. Marts 1705 udsatte 5 Poster til Strandvagt og saa mange Personer paa hver Vagt, som i Hast kunde faas fra Skagen, Højen og omliggende Egne, og endvidere ved Tolderen og Strandforpagteren eller deres Tjenere baade Nat og Dag paa Stranden. De 5 Mænd paa den vestligste Vagtpost - paa Skødelund Strand - erklærede, at der inddrev en Mængde Pakker og Tønder, saa Stranden var overstrøet dermed, men da der blev saa stærkt Højvande, at Havet skyllede mod Klitten, maatte de flytte deres Vagthus derop, og en Del af det inddrevne førtes saa af Havet længere øst paa. De 8 Mænd paa 2. Vagtpost øst for første vidnede, at medens de holdt Vagt, kom Justitsraad Jørgen Bille fra Ellinggaard [om ham se Vends. Aarbøger I og II samt nærværende Bind Side 36.] tilligemed sin Skytte, Ridefoged, Kusk, Ladefoged, Tærskere, Tjener, Berider og flere af Gaardens Fæstere ridende til Stranden og næsten alle bevæbnede, og de bjergede det, der drev i Land, ja tog endog 7 Pakker Gods fra den vestlige Vagt og førte til Vagten østen for. Justitsraaden forbød endvidere de Vogne, som Tolderen og Strandforpagteren havde beordret til at køre Godset til Højen, at køre bort med noget uden hans Tilladelse, og medens disse Stridigheder stod paa, blev der ogsaa her saadant Højvande, at Vagthuset maatte flyttes op i Klitten, og det inddrevne Gods kom i Drift igen. Vagtmændene vidnede yderligere, at Billes Folk var "drukne og velbeskænkede", og de var ogsaa paa Stranden de følgende Dage, Søndag og Mandag. De 6 Vagtmænd fra 3. Vagt - øst for 2. - vidnede ligeledes; de havde yderligere set, at 12 Vogne, som Strandforpagteren havde bestilt, kom vest fra hver med 1 Pakke paa, som skulde køres til Højen, men Bille befalede sine beredne og bevæbnede Folk, at de skulde ride hen og standse vognene, saa de ikke kørte til Højen med Godset. Kuskene vilde dog ikke efterkomme Ordren, men kørte videre, skønt Bille sagde, at Strandforpagteren ikke havde noget med Stranden her at gøre.
Hvad de Bønder angik, der Dag og Nat opkørte Gods, kunde Vagtmændene ikke forhindre, at de tog af det inddrevne, men Vagten havde dog taget 10 Jernjorder fra Bønderne, der havde slaaet dem af Fadene. Vagtmændene erklærede til sidst, at Tolderen og Strandforpagteren og deres Folk havde gjort sig al mulig Anstrengelse for at bjerge og bevare det strandede Gods.

Med Hensyn til Justitsraad Billes Beføjelse til med Magt at tage Ledelsen af Bjergningen paa en Del af Raabjerg Strand i sin Haand, er Forholdet muligvis det, at fra Pælebakken ved Pælens Mølle øst til Rendebakken, ialt en Strækning af ca. 1/2 Mil, tilhørte Strandretten 1683 Ejeren af Asdal med 2/3 og Borgmester Fedder Hansen Høyer i Skagen [Jydske Saml. I, III. 64 f.] med 1/3, og det er muligt, at Jørgen Bille har tilforhandlet sig den afdøde Borgmesters Rettighed. Men i øvrigt er det ogsaa muligt, at Bille har været Interessent i det ostindiske Kompagni og deraf har taget Anledning til at repræsentere Kompagniet ved denne Lejlighed; han var i det Hele en Mand, som ikke var bange for at gaa sine egne Veje paa Trods af verdslig og gejstlig Øvrighed i Vendsyssel, med hvilken han stadig laa i Strid, og Tolder Fersler var gennem mange Aar hans bitre Fjende.
Med Hensyn til Billes Selvraadighed kan saaledes oplyses, at da Skipper Collvin 1711 strandede ved Aalbæk med en Ladning Beg og Tjære fra Archangelsk, lod Bille uden videre Godset bortføre til Ellinggaard uden at meddele Amtmanden noget derom, og paa lignende Maade havde han tidligere hjemført 16-18 Oxhofter strandet Vin og Brændevin. Med Hensyn til Vinen og brændevinen fik han Rentekammerets Tilgivelse ved at erlægge Told efter tvende Mænds Skøn, men med Hensyn til Tjæren og Beget, hvoraf 114 Foustager skulde være bortstjaalne, fik Herredsfogden Ordre til at afholde Forhør og 23. December. 1711 afholdtes et saadant i Hjørring. Hvorledes Justitsraaden slap over det er ubekendt. (Rigsarkivet se Vejl. Arkivreglement II, 144). Hermed kan jævnføres, at da der 1725 strandede et byglastet hollandsk Skib ved V. Thorup, og Ladningen drev løs i land, sendte Præsterne i Klim og Hjortdal m. fl. deres Vogne til Stranden for at hente Korn (a St.)
Det er dog ikke alene Bille, som Ferslev ved denne Lejlighed kom i Strid med; 5. og 12. Marts havde han saaledes paa Skagens Byting indstævnet Bent Pedersen i Højen for den Overlast, han havde øvet mod Tolderen paa Nørrestrand d. 16. Februar; men Bent gav en offentlig Undskyldning, det var sket udi hans Drukkenskab, og det skulde ikke ske mere hverken i "Ædruhed eller Drukkenskab"

27. Februar aabnedes de inddrevne Pakker, som var bragt til Skagen, i Overværelse af Amtmand Dyssel, Byfogden, Tolderen og Strandforpagteren, for at Indholdet kunde blive opskyllet og tørret; af de inddrevne Skibskister fik de to reddede Matroser udleveret noget Tøj til at klæde sig med paa Hjemturen "for Frost og Kuld". Men til Ellinggaard var der endvidere bragt en Mængde Pakker med Klæde samt løst Klæde, thi Jørgen Bille, der var antaget af Rederne og Befragterne som strandingskommissionær, havde den første Dag kørt Gods med 19 Vogne og senere med 36. Af de over Bjergningsomkostningerne indleverede Regninger ses, at Strandforpagter Lars Skive havde draget Omsorg for at faa 5 Lig begravet i Skagen samt Liget af Overbarber Gram, der blev standsmæssigt begravet med Prædiken, Sang, Klokker og Traktement. Godset i Skagen blev solgt ved Auktion 21. Marts 1714, og det paa Ellinggaard liggende blev sagtens ogsaa solgt ved Auktion, men endnu henstod Skibets Bundsted i Havet, og fra dette blev der den følgende Sommer bjerget en hel Del ved Hjælp af lange Stænger med Hager paa og Tænger. Særlig drejede Bjergningen sig om at faa fat paa de Kister med Guld- og Sølvpenge, som "Dansborg" havde haft om Bord, og det lykkedes ogsaa ved Justitsraad Billes Ihærdighed. 30. Juli 1714 lod Bille ved sin Fuldmægtig, Mr. Christoffer Boldich fra Ellinggaard indstævne 3 Skippere fra Skagen med deres Selskaber for paa Skagens Byting at give Oplysning om hvad de havde opfisket paa Havbunden ud for Skødelund Strand af "Dansborg", og ligeledes var Tolder Ferslev indstævnet for at han kunde vide, at alt var gaaet rigtigt til og at Kongen ikke skulde lide noget Tab i Henseende til Told.

Paa Tinget mødte de 3 Baadselskaber, hvorimod et 4. Selskab var rejst hjem for 3 Maaneder siden, da det ikke havde været med i den Akkord om Bjergning, som Bille havde truffet med de andre. Skipperen for det ene Selskab, Chr. Nielsen Brun af Skagen, vidnede, at han ikke bestemt kunde sige, hvor meget Jern og Tov, der siden sidste Auktion i Raabjerg Præstegaard var bjerget i aaben Sø omtrent paa Stedet, hvor "Dansborg" forulykkede, thi det blev hver Aften delt i 3 Dele, og den Tredjedel, som Bjergerne skulde have, blev atter delt i 20 Lodder, hvorefter hver tog sin Lod og gjorde sig den saa nyttig, som han kunde, og stundom blev der solgt en Stang til Øl, Mad eller Vognleje, men de 2 Parter var hver Aften blevet leveret Billes bjergningsfuldmægtig Laurids Enevoldsen, (Søn af Præsten Enevold Lauridsen, Raabjerg). Det næste Vidne sagde, at der var bjerget 3 Kobberkedler, beskadiget, og der var opfisket 360 løse Kaardeklinger, 1 Kiste med 322 do. Og 1 Kiste med 318 do. Endvidere 4 Kister hver med 2 Hængelaase for; den ene var klemt i Stykker i Vraget, saa man kunde stikke Fingrene ind, hvorfor Bille ikke vilde tage den fra Stranden, før den var aabnet i Bjergernes Paasyn. I den var en stor Pose, 1 lille Pose, 3 (- - - -) støbt paa Størrelse som Teglsten, hvilke syntes at være af Guld; hvor meget det var, vidste han ikke.

(Tingbogen er her beskadiget af Fugt, men der er Tale om nogle flere Pengekister, som skulde være i Vraget paa Havets Bund). De havde nu i 5 Maaneder hver Dag, naar Vejret tillod det, fisket i Søen derefter, men havde ikke mærket andet end noget Jern og Ankertov før den 14. Juli om eftermiddagen, da Havet laa i Bleg, og da mente man paa Bunden at kunne se 3 lange smalle Kister, som siden ved Opfiskning viste sig at indeholde Kaardeklinger. Paa et andet Sted syntes der at være 4 smaa Kister, de 2 staaende paa den ene Side af en Kanon og de andre 2 paa den anden Side, og endvidere mente Vidnet at have set 3 Pakker, der i Form lignede de Klædespakker, som før var bjerget. Bjergerne havde med Tængerne haft fat paa dem, men havde ikke kunnet rokke dem, fordi de var fast i Sandet. Endelig havde Vidnet set 5-6, Kanoner og noget Tovværk paa Havbunden samt en Stabel Jern, hvorover laa 2 Kanoner, men de havde intet kunnet bjerge deraf. Da Bjergerne ikke kunde optage de sete Kister med de Redskaber, de havde, gik de i Land, og Bille lod derefter lave nogle Tænger, som var egnet for Formaalet. Efter nogle Dages Forløb var Bjergerne atter ved Vraget, men Bjergningen blev flere Gange afbrudt af Søgang, og der blev kun opfisket nogle kaardeklinger. En Dag var Bille selv tillige med en af ostindisk Kompagnis Folk med Bjergerne ude, og da fik de ogsaa fat i en Kiste med Kaardeklinger, men maatte saa atter afbryde Bjergningen paa Grund af Strømforholdene. Den følgende Dag medførte Bille en Dykker; første Gang han gik ned, kunde han intet se, men næste Gang fandt han Vraget; det var ham imidlertid umuligt at blive i Vandet for Kulden paa det dybe Vand, og han sagde, at han havde dykket om Vinteren og ikke følt Vandet saa koldt som nu her i Nordsøen. Saa søgte man siden med Tængerne og fik omsider fat i en Kiste, der holdtes fast paa Bunden af et Tov, saa 8 Mand ikke kunde hale den op. Bille, der dirigerede, lod saa ogsaa de andre Baade komme til med deres Tænger, og omsider fik man baade den og 2 andre Kister bjergede, men saa maatte de atter bryde af paa Grund af uroligt Vejr, efter at Bille - den gamle Søofficer - dog først havde afmærket Stedet, hvor de 3 Kister var funden, med en Bøje. Det var uden for begge Revler paa 24 Fod Vand med Lavvande, 26 Fod med almindelig Vandstand. Paa "nordre" Side af Skagen havde man aldrig før bjerget fra Vrag paa saa dybt Vand, og Bjergerne havde heller ikke haft nogen Tro til, at det vilde lykkes her, men de havde lovet Justitsraaden at blive ved til St. Olufsdag [D. 29. Juli. Dette var Skagboernes Mærkedag - Skeldag mellem Sommer- og Vinterfiskeriet.- Kirkens Regnskab gik ogsaa fra St. Olufsdag.], ellers var de sejlet hjem tidligere, thi det var meget besværligt for dem at være 3 Mil fra deres Hjem og ligge under deres Baade om Natten. Deres Naboer og andre havde da ogsaa gjort Nar ad dem for dette Pengefiskeris Skyld, og en Gang var de roet hjem, men Billes Fuldmægtig havde dog senere formaaet dem til at holde deres Løfte om at blive ved til den nævnte Dag.
Af de opfiskede Jernstænger havde hver Bjerger faaet 26-27 til sin Lod, hvilket giver ca. 1600 til hele Bjergningen. 6. August [Horns-Vennebjerg H. Tingbog] var Herredsfoged Paulin og Herredsskriver West Jensen fra Hjørring samt 4 tiltagne Mænd paa Ellinggaard for efter Billes Anmodning at aabne og efterse de 4 bjergede Pengekister, hvis Mærker nærmere beskrives i tingbogen. 1 Kiste indeholdt 5 Lispund [á 8 kg.] 6 Pund Klumper Sølv, 998 Speciedaler og 550 dobbelte og enkelte Dukater (Guld). 2. Kiste indeholdt 6 Lispund 12 Pund Klumpe Sølv, 1000 Speciedaler og 500 Dukater. 3. Kiste 5 Lispund 7 Pund Klumpe Sølv, 999 Rdl. og 824 Dukater, og 4. Kiste indeholdt 202 Rosenobler, 628 dobbelte og enkelte Dukater, 2 støbte Guldbarrer paa i alt 4½ Pund, 2 Stykker løben Sølv og 1 Lispund (1/2 Pund), 125 Speciedaler og 1140 Rdl. Kisterne bar ostindisk Kompagni Mærke "D. 0. C."

Efter Aftale med Kompagniets Direktion skulde Bille have Bjergeløn efter Loven, nemlig Halvdelen af det bjergede, men da han havde "gjort sin Lykke saa tilstrækkelig" med Opfiskningen, vilde han af Generositet nøjes med 1/3.
Hvad Fiskerne fik meldes ikke, men de har utvivlsomt haft en stor Fortjeneste, thi det bjergede Sølv udgjorde ca. 16,000 Rdl. kur. og Guldpengene antagelig ligesaameget, hvortil kom hen imod 3000 Rdl. i Guldbarrer eller i alt ca. 35,000 Rdl., en Sum, der i hin Tid repræsenterede en stor Herregaard med Gods.

3. September. var de 3 Skippere og deres Selskaber atter indstævnede for Byretten i Skagen for at afgive Forklaring om, hvor meget der var bjerget fra Vraget siden foregaaende 30. Juli. Der var ved Hjælp af en russisk Dykker yderligere opfisket 5 Kister med i alt 1900 Kaardeklinger, en Pakke Klingklang, nogle Bjælder, Mundharper, Kikkerter, Knive m.v., alt ødelagt af Vand og af ringe Værdi, og efter Bjergernes Skøn kunde der ikke opfiskes mere. De havde fait 1/3 af det bjergede Gods saa nær som af Pengene, der blev delt særskilt mellem dem og Bille, uden at det dog angives hvorledes, og ved endelig Afregning havde de faaet Billes Gældsbevis paa 1300 Rdl, som de endnu havde tilgode. Der var ogsaa tidligere bjerget 2 Skibsankere, hvortil der ikke kunde findes Købere, og det ene var saa stort, at det ikke kunde vejes i Skagen, men ansloges til at veje 8 Skippund (ca. 2500 Pund). Der blev efterhaanden holdt flere Auktioner i Raabjerg og paa Ellinggard over det bjergede, og i det Hele var Strandingen en Begivenhed af Rang selv i disse Egne, hvor slige Dramaer ikke var ukendte. Da Bjergningen var endt, blev Vraget af "Dansborg" solgt til Strandforpagter Lars Skive i Skagen; en Del af det drev efterhaanden i Land og blev stjaalet af Beboerne i Skødelund, Rannerød, Høgenhav, Rumpen og Bunken, som kørte til Stranden med Vogne og tog deraf [Horns H. Tingbog 15/7 1715], og en "Moskovitter" (R: Russer), der var i Præstegaarden i Raabjerg, havde ogsaa været med. En Dag kom 5 Vendelbovogne, der havde været i Skagen for at hente Kuller, kørende langs Stranden, og en Mand fra Høgenhav stod da ved Vraget, af hvilket han selv plejede at tage efter Behag. Han gav Kuskene Lov til at tage deraf, hvad de vilde og fik til Gengæld 2 Kuller af hver; - saaledes endte den stolte Ostindiefarer.

Kopieret fra skagensiden.dk/Strandinger/Dansborg.html

Unless otherwise stated, the content of this page is licensed under Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 License